Efter en længere proces, med meget information søgning omkring toldregler, momsregler, gebyrer og alt muligt andet gak og gøgl, så har jeg endelig fået bestilt den allerførste vare hjem fra Kina.

Inspirationen til at købe varer hjem fra Kina kom fra Alexander Langhede Andersen, efter jeg havde set hans webshop hvor han sælger slips og butterflies. At se en anden gut på min egen alder starte sin egen webshop op, og samtidig få succes med den, har virkelig været motiverende for mig.

Jeg har herefter været i kontakt med Alexander, som virkelig har svaret på mange af mine spørgsmål angående e-salg. Jeg undrede mig specielt meget over han fik sine varer fra, og der fik jeg så øjnene op for AliExpress.com. I kender måske deres anden side, Alibaba.com, men da de har et minimumantal at varer man skal bestille, så ville det blive for dyrt. På AliExpress.com kan man bestille enkelte varer hjem ad gangen, dog til samme billige pris.

Herefter indgik jeg en lang samtale med min onkel, der arbejder for Skat. Her blev jeg meget klogere på toldregler, moms og gebyr, som er med i pakken når man bestiller varer hjem uden for Europa. Jeg fandt også frem til, at når man køber en vare hjem for under 80,- kroner eksklusiv porto, så skal der ikke betales told af varen. Samtidig skal der heller ikke betales importgebyr til Post Danmark, da indkøbsprisen er under 80 kroner.

Det har endt med, at jeg har bestilt en taske hjem til 55 kroner eksklusiv moms. Varen bliver leveret med China Air Post Mail så vidt jeg kan se. Jeg har læst blandet anmeldelser af det fragtselskab, så hvis der skulle ske noget med varen, så er det kun løbet op i 55 kroner for mit vedkommende. Det er heldigvis ikke det store.

Meningen med dette lille forsøg er at se hvordan kvaliteten af “Kina varer” er når man modtager det, og hvor lang tid der gør før man modtager ens bestilling. Jeg har også tænkt mig at se om jeg kan sælge tasken videre på nettet, og se om jeg kan skrabe en lille fortjeneste hjem.

Hvis det hele går som planlagt, så overvejer jeg kraftigt at bestille flere varer hjem, og se om jeg kan fortsætte med at videresælge de indkøbte varer med fortjeneste på nettet. Om jeg lige går ind og laver min egen webshop ved jeg ikke. Da jeg ikke har nogen ordentlig know-how til at sætte en webshop op, så ville det være noget jeg skulle betale mig fra. Og den sum tror jeg ikke vil lægge inde med i den nærmeste fremtid.

Chancen for at blive positivt overrasket med hensyn til fortjenesten af de enkelte varer er dog til stede. Hvis det ender med at pengene ruller ind uden en webshop, så burde jeg kunne få sparet penge nok sammen til at åbne en webshop. Og det kunne altså være lækkert hvis dette blev en realitet.

Jeg er virkelig spændt på at varen kommer. Jeg håber virkelig den er i orden!

Bedste hilsner,
Sander